Artist-statement
Gennem hele min karriere som keramiker har jeg altid foretrukket det røde ler, som jeg anvender til alle mine arbejder. Unikke brugsting eller rene skulpturer.Den røde farve danner en perfekt baggrund for at male med begitninger, en teknik jeg holder meget af og ofte bruger. For at opnå kontrast til begitningens matte , glittede overflade glaserer jeg udvalgte felter. Jeg brænder min keramik til 1184gr, hvilket giver god styrke og tæthed.
Ud over lyst til og ambitioner om at skabe smukke ting er nysgerrighed en stor drivkraft. At opleve ideer og skitser blive til virkelighed, overraskelsen, når to dimensioner bliver til tre og til sidst hvad brændingen bidrager med. En proces som løbende udvikler og inspirerer. På den måde har mine skulpturer over en årerække udviklet sig fra at være dekorerede vaser med låg til skulptur og billede i et.
Jeg arbejder stramt og grafisk i både form og dekoration. Inspirationskilderne er mange. Maurisk arkitektur, den blødhed og stoflighed som findes i farverne i de gamle kalkmalerier eller den smukke natur der omgiver mit hjem og værksted ved Julsø.